50 83 10 06 trine@festtaler.dk

Hvor meget kan man koge successen for en politisk tale ind? Ret meget! Og med politisk tale mener jeg ikke alene partipolitiske taler, men politisk tale i bred forstand, hvor du som afsender ønsker at vinde tilslutning til et synspunkt og gøre et anderledes indtryk.

Din politiske tale bør have to mål:

1. Visualisere en tydelig løsning eller afklaring på dine modtageres behov, problemer eller spørgsmål.

2. Efterlade et indtryk af troværdighed, tillid og autenticitet – reelt lederskab (i modtagernes optik).

For overhovedet at sætte retningen for målet med din politiske tale, må du have et udgangspunkt – og dét udgangspunkt skal være en delt interesse mellem publikum og dig.

Det tager under et minut at miste folks opmærksomhed, det tager lang tid at vinde andres tillid – og om du er troværdig eller ej, bestemmer du ikke selv.

Det gode er, at du selv kan påvirke perceptionen i den rigtige retning. Det er der desværre meget få politiske afsendere der gør – uagtet at ethvert publikum har så utrolig mange (andre) muligheder at vælge mellem, og det er derfor ingen sag at vælge et (hvilket som helst) politisk budskab fra.

Vil du vælges til, må du pinedød give dit publikum værdi. Ikke værdi i dine øjne, men værdi i deres øjne. Gå derfor tilbage til punkt 1 i starten af indlægget og svar ekstremt konkret på indholdet – før du skriver så meget som et komma i din tale.

Tilbyd grundlæggende viden og indsigt i forhold til det du taler om. Eller lad være med at tale om emnet. Det kan koste dig dyrt på punkt 2 (se start på indlæg).

Og fokuser så på, hvordan du opfattes – altså ikke på det ‘tekniske’ indhold, men formen af din tale (og dig). Her kommer min råd på punktform – kryds af om nødvendig, når du øver talen for andre (for det gør du vel, inden du tager publikums tid?).

Hvad du SKAL være for at få succes med punkt 2
Nemt er det ikke, men du vil gerne nå i mål og opnå succes med din politiske tale. Derfor:

  1. Vær dog passioneret, og spild ikke gylden taletid med fyldord, der ikke har en funktion for din tale.
  2. Vær dog ærlig og tilbyd nye perspektiver og en ægte mening om det du taler om.
  3. Vær dog konkret når du skal forklare publikum, hvordan du vil løse og praktisere essensen af punkt 1.
  4. Vær dog uddybende, så det ikke kan misforstås, hvad du siger. Og så målet for og med talen fremstår fælles, og ikke i din egen interesse – hvem skulle interessere sig for den?
  5. Vær dog specifik og forlad alle dårlig vaner med at tale udenom – publikum kan ikke holde det ud!
  6. Vær dog menneskelig og find helt ind til dit eget følelsesmæssige engagement i emnet.
  7. Vær dog normal i din talemåde, og levér din tale som når du forklarer en sag for din gode ven.
  8. Vær dog levende og skab en følelsesmæssig relation til publikum ved at bruge historier som du vitterligt selv har oplevet, erfaret eller kender til – for at beskrive vigtigheden af punkt 1.
  9. Og husk. Storytelling er andet og mere end buzz. Storytelling binder os sammen. Applikerer du derfor bare historier på din tale, uden at forstå, at historier hverken er kopierede tweets, eksempler, anekdoter eller artikler du drypper ned i manuskriptet, er ‘rigtig storytelling’, så påvirker det IKKE publikum.

Storytelling skal være selve den røde tråd i, hvorfor punkt 1 (se øverst igen) overhovedet er afgørende for både publikum og dig. I er jo sammen om denne sag!

Opsummering
Når du gør alt dette, jeg lige har beskrevet – får du succes med punkt 2. Og med flueben ved både punkt 1 og punkt 2, når du hele vejen i mål med din politiske tale.

Jeg lover dig, at du ender dér med din politiske tale, hvor du BÅDE vinder tilslutning til dit synspunkt, og gør et helt anderledes vedvarende indtryk. Er dette ikke tilfældet, er der noget, som er misset i punkt 1 eller 2.