50 83 10 06 trine@festtaler.dk

Der kan gives mange råd om nerver, nervøsitet og angst for taler. Her kommer fem gode råd til dig, som får nerver på, når du skal slå på glasset, og ordet bliver dit.

Værd at vide om nerver og taler

1. Du kan ikke få dine nerver til at gå helt væk. Hvis nerverne gør dét, kan du ligeså godt også selv gå væk. Altså fra glasset eller talerstolen. Hvis du er så uberørt, at du ingen nerver kan mærke, er det formentlig fordi, du ikke har noget på spil, og dermed reelt ikke har noget på hjerte…

Eller sagt på anden måde; Alle har nerver på. Det er HELT naturligt, og nerverne skal derfor ikke (helt) væk!!

2. En tale skal, for at virke og gøre indtryk, skrives. Og derpå skal den øves. Flere gange.

3. Jeg gentager lige det forrige punkt, fordi det er HELT afgørende i forhold til nerver. Øv talen mange gange. Højt, foran din stuebirk og til sidst foran spejlet i entreen.

4. Mange mennesker glemmer at trække vejret grundigt, når de bliver nervøse. Jeg glemmer selv at trække vejret, når jeg kører i elevator. Det hjælper stik modsat, sku’ jeg hilse at sige. Ventilér HELE systemet inden, du skal på. Evt. ude på toilettet, hvor du også kan svinge med armene og så åndssvag ud i ventileringens navn – inden toastmasteren giver DIG ordet.

5. Tal langsomt i talen, og træk vejret grundigt undervejs, hold pauser og frygt dem ikke – de er virkningsfulde og giver publikum tid til at tænke over alt det kloge og sjove, du siger.

6. Sørg for at talen IKKE kommer til at handle om dig selv. Men om nogen eller noget (man tror det ikke, men det glipper for mange talere). Festens omdrejningspunkt vil gæsterne gerne høre om. Når fokusset vender ‘væk’ fra dig selv, gør nerverne det også.

Var det seks råd? Det er fordi, at det første råd var min stemme i dit øre, og noget du må love mig, at du aldrig glemmer, når du skal holde tale. Du er bare som alle andre talere, uanset om de indrømmer det eller ej. De har også nerver på. Jeg ved det!