Det er ikke nemt at skrive en tale for andre. Det kræver at man er ‘inde i talernes hoveder’, og kan høre hvad de tænker. Det siger derfor sig selv, at det var noget af en udfordring at begive sig ud i en alternativ nytårstale – på afstand.
Om få timer kender vi Thornings egen nytårstale. Senere i aften lægger jeg selvfølgelig en længere analyse af talen her på bloggen. Men først kommer lidt om pointen bag Thornings alternative nytårstale.
Forarbejdet til talen
Jeg havde varslet at gøre forsøget. Jeg har crowdsourcet på Twitter og fået masser af idéer, men jeg ved også at en tale, der skal gøre indtryk – og det forventes af Thornings første nytårstale – ikke skal sprede sig over for mange emner.
Efter næsten tredive timers pillearbejde og utallige gennemskrivninger, blev resultatet det, du kan læse i indlægget “Her er statsministerens nytårstale 2012”.
Bragt på bt.dk
Netavisen bt.dk bragte talen og en hilsen fra Olav Skaaning Andersen fortæller, at trafikken har været god.
Som supplement til talen vil jeg nævne, at den modige taler – men de færreste politikere – tør stille krav til deres publikum og imødegå fremsat kritik. Der tales i stedet udenom, forties og fordrejes. Det gør Thornings alternative tale IKKE.
Talen trækker en tråd fra den første nytårstale nogen sinde – holdt af en socialdemokrat – over et gennemgående tema om sammenhold. Talen drager eksplicitte paralleller til socialdemokratiske statsministre, og har implicitte henvisninger til endnu flere socialdemokratiske statsministre.
Det som en taler ikke selv kan sige
En taler kan ikke selv sætte sig direkte i bås med statsmænd, det er upassende, men retoriske greb kan guide publikum i den retning. Den opmærksomme læser, Thornings vælgere og de historiekyndige vil (ubevidst) genkende disse hentydninger og føle sig talt til – noget som enhver taler drømmer om at udrette, men sjældent formår at blive forløst.
Og således kom vi ind i det nye år, hvor mere politisk retorik venter på at komme under luppen. Og som sagt skal jeg nok være hurtigt på med en analyse af statsministerens egen tale som holdes i dag kl. 19.00.