Siden Stauning 1. januar 1941 bad Danmark om at holde sammen, har nytårstalen været fællesskabets talerstol. Jeg mærker, at forventningerne i år er høje, fordi 2011 var et valgår med systemskifte og nye ansigter i regeringen.
2011 blev et endnu et år med krise. Og et år med arabisk forår og terror i Norge. En tragedie som, med statsminister Jens Stoltenbergs ord, kalder på mere demokrati, samhørighed og fællesskab.
Lad mig dvæle ved det. Fællesskabet. Om at være i samfund med hinanden. Om en ny solidaritet som en nødvendighed for vores fællesskab.
Et fællesskab med plads til den enkelte og den enkeltes frihed. Et fællesskab hvor vi tager ansvar og respekterer hinandens forskelligheder. Men også et fællesskab, hvor vi samtidig holder hånden under vores velfærdssamfund, der i disse år er presset.
I mine første hundrede dage har jeg kunnet høre og læse, at regeringen har skuffet. Flere af jer havde forventet noget andet og noget mere – hurtigere. Den nye regering har endnu ikke leveret, lyder det igen og igen.
Jeg vil ikke springe over hvor gærdet er lavest, og alene forholde mig til året der kommer.
Jeg føler et stort ansvar for, at Danmark kommer gennem den økonomiske krise. At Danmark udfylder formandskabet for EU – men jeg føler også et ansvar for, at mange danskere har ønsket nye tider.
Danskerne har vist mig tillid. Den tillid skylder jeg opmærksomhed. Valgkampen blev ført på mærkesager, der med rette kunne opfattes som valgløfter. Jeg overså at vi gennem ti år er blevet vænnet til kontraktpolitik, og at visioner, når de annonceres i en valgkamp, betragtes som løfter. Jeg undervurderede betydningen af at lade enhver vision gå hånd i hånd med et konkret tidsperspektiv.
Det er mit ansvar. Og det er min opgave kommunikere endnu klarere i året der kommer. Et år som ligger ubetrådt og venter på os. Det bliver et år som kalder på en ny forståelse af værdien solidaritet.
Solidaritet har i ti år været et forkætret ord. Et rødt ord. Et fyord. Men Danmark har brug for en ny solidaritet. En værdi der skabt gennem mange slægtled. En værdi der er prioriteret af statsministre før mig. En værdi som vi ikke bør miste – hverken i Danmark eller EU.
Jeg har det med EU og det kommende formandskab, som statsminister Krag havde det med EF. Jeg ser, som han også gjorde, det internationale i det hjemlige, og det hjemlige i det internationale. EU har også brug for en ny forståelse af værdien solidaritet.
Jeg siger det derfor igen. Når Danmark i dag overtager formandskabet for EU, er vores målsætninger at skabe sammenhold landene i mellem, og bygge bro i forhold til den splittelse, der er opstået som følge af krisen.
Det kommende formandskab handler ikke, som for ti år siden, om at gribe en historisk chance. Det handler om at forankre et historisk fællesskab. Danmark klar til at påtage sig opgaven. Den er vanskelig, m en den er vigtig.
Hvad der gælder ude, bør også gælde hjemme. Hvorfor forvente af EU’s medlemslande, at de skal være solidariske, holde sammen og bygge bro mellem splittede interesser, hvis vi danskere ikke har samme indstilling?
Den velfærd, tryghed og sikkerhedsnet vores samfund tilbyder, har brug for en ny solidaritet. Hvor ydelse og nydelse atter kommer til at gå hånd i hånd. Hvor også dem, som står udenfor arbejdsmarkedet, føler solidaritet med dem, der er inde på arbejdsmarkedet. Længe, måske for længe, har parolen kun lydt på det omvendte.
Vi kan stadig bevare meget af den velfærd vi kender, men kun hvis vi værner om den. Derfor skal det altid kunne betale sig at arbejde. Derfor er SU til udeboende kun til studerende der reelt er udeboende. Og derfor må vi se sort arbejde som en udhuling af samfundets indtægter.
En ny solidaritet åbner for, at vi spørger, hvad vi hver især kan bidrage med, at vi gør os klart, at Danmarks største udfordring, før noget andet, er økonomien. Sådan var det i 2010, sådan var det i 2011. Og sådan vil det være de kommende år.
Vi skal i det nye år have stor fokus på vækst og nye arbejdspladser. Væksten er grundlaget for vores velfærdssamfund. Med vækst kan vi skabe råderum til velfærd.
Og netop derfor er det vigtig, at vi er solidariske og respekterer rammerne for fællesskabets goder, hvor vi påskønner den menneskelige indsats, den engagerede indsats og den aktive indsats. For samfundet.
Vores velfærdssamfund er en skrøbelig størrelse. EU er en skrøbelig størrelse. Ingen af delene kan længere tages for givet, men begge dele bør og kan bevares.
Det kræver en solidarisk og disciplineret indsats. I Danmark og i EU. Det kræver at vi sætter tæring efter næring. At vi respekterer hinandens udgangspunkter og forskelligheder. Jeg håber 2012 bliver et år, hvor fællesskabet respekteres højt.
Godt nytår!