Nogen gange er det befriende at læse noget, andre har skrevet, og som rammer en pointe! Navnlig hvis det er en pointe, der er svær at tale om, fordi den er lidt tabuiseret.
Anders Gisselmann fra one2speak, der arbejder med udvikling af foredragsholdere, har lavet et blogindlæg, der slet og ret har titlen: “Har du talent som foredragsholder?”
Hans pointe er – og jeg citerer:
“Jo større succes en foredragsholder har haft med noget andet, jo større tendens er der til, at denne antager at transformationen til at blive foredragsholder bliver simpel, og at vejen må være banet for en oplagt succes”.
Det som Anders Gisselmann berører, i sit i øvrigt lange indlæg, som du kan læse her, er sammenligneligt med det at være taler. Der er meget kort fra at være foredragsholder til at være taler. Men fordi man er knalddygtig til fagområde XX, er man ikke nødvendigvis en dygtig taler! Men det kan man blive.
Udfordringen er, at det kan være følsomt og svært at tale om i rådgivningssituationen. Netop fordi det at være fremragende på sit eget felt, ofte sidestilles med at man automatisk også kan betage et publikum ved at holde en tale om fagområde XX. Sådan hænger det langt fra sammen. Jeg har mødt adskillelige, der er suveræne på deres felt, men som overser, at talen er et fagfelt i sig selv. Et nyt og andet fagområde end dér, hvor man ellers færdes hjemmevant.
Det kan være endog meget svært at have en dialog om dette. Dels fordi taleren nemt kan det personligt. Dels fordi taleren uforvarende sætter lighedstegn mellem eget fagområde, og det at holde tale om eget fagområde. Og endelig fordi det er tabu. Jeg oplever fra kunder jeg har rådgivet, at det at få rådgivning om en tale, eller få skrevet en tale er lidt tys-tys. Det skulle jo nødig hedde sig, at man fik hjælp…
Jeg forstår slet ikke denne tilgang. I mange andre brancher går vi gladelig til fagfolk, hvis de skal levere noget, hvor vi ikke selv er ferme. Hvordan det er blevet en norm, at fordi man er erhvervsmand, politiker, iværksætter, brudgom, anklager, repræsentant, jubilar eller leder, er man pr. automatik en dygtig taler, begriber jeg ikke. Men det siger mig noget om, at der netop er tale om et tabu. Det er vist ikke god tone indrømme, at virksomhedslederen er genial – men primært som virksomhedsleder! Ikke som taler.
Det tabu vil jeg gerne udfordre. For det at tale og at rådgive talere, er et fag i sig selv. Selvom jeg kender min Skoda Fabia ud og ind som hverdagsbil (og selv synes jeg er en formidabel billist), kan jeg ikke sige to sammenhængende sætninger om Skoda som hverken motoriseret køretøj eller signifikant bilmærke. Men det er der sikkert en fagmand, der kan.
Mit budskab er, at de allerdygtigste kun bliver endnu dygtigere af at turde udfordre sig selv. Og tale åbent om det. Fx ved at få sparring på at levere et budskab som taler. Taleren leverer ikke automatisk en fremragende præstation, fordi han eller hun er mestre på deres fagområde. Og de leverer heller ikke automatisk en fremragende præstation, fordi de har fået leveret en færdig tale. Talen skal nemlig LEVERES. Og selve leveringen af en tale, er i sig selv en færdighed.
Kun Obama og nogle ganske få andre naturtalenter kan steppe op på en talerstol og slynge betagende guldkorn ud fra hoften. Alle andre må øve sig – også selv det kan være svært at indrømme over for både sig selv og andre!
