Her er din opskrift på en virkningsfuld tale. Kogt ind til 20 råd. Nemt har det ikke været at koge sit eget yndlingsemne ind. Men nu er det gjort, for jeg er selv vild med ‘gode råd om’ og lister med ‘sådan gør du’ – over emner jeg ikke selv er specialiseret i. Og det er mange!
Som tale-kok har jeg selvfølgelig overvejet, hvor meget kan man koge gode råd til taler ind. Mit holdning er nemlig, at majoriteten af talere (herunder politikere og festtalere) tager alt for let på disciplinen – At holde tale – og derfor ikke tager publikum og deres tid alvorligt. Men, for der er et men 🙂
Jeg elsker som sagt selv ‘7 gode råd om boligkøb’, eller ‘Sådan bygger du et orangeri på en weekend’, eller ‘Få timeglasfigur uden at svede’. I den dur!
Når der ikke ar tale om mit eget fagområde, vil jeg gerne have en let, overskuelig og brugbar løsning. Så mon ikke du eller andre kan få glæde af min indkogte liste med gode råd til at skrive og holde taler.
I anledningen af sommerferien kommer her: “20 gode råd til din næste tale” (hvis du ikke vil hyre en taleskriver, der gør arbejdet for dig, og øver talen med dig).
20 gode råd til din næste tale
Jeg startede med 99 gode råd, fordi mindre ikke kunne gøre det. Efter nogle armstrækkere og noget stærk kaffe, tog jeg ikke skeen, men kniven, i den anden hånd, og har skåret og skåret (et retorisk ‘billede’ – dem skal du også bruge…) indtil der var 20 gode råd tilbage. De kommer her. Held og lykke med talen!
- Hav ét overordnet emne eller budskab for din tale og fald ikke for fristelsen til hofteskud.
- Din tale skal have en åbning. Og en saftig én, der fanger publikum i løbet af et øjeblik.
- Lad en historie være gennemgående i talen (den berømte røde tråd).
- Historien skal være fængende og som en film, hvor man spændt venter næste detalje.
- De personer du bruger i din historie skal have kant, personlighed og karaktértræk.
- Brug detaljer så der opstår en storytelling eller indre film i publikum hoveder.
- Læg små konflikter eller udfordringer ind i talen som fastholder spændingen.
- Skab og levér den tale som modtagerne vil tale om bagefter, og frygt glemmebogen!
- Brug gerne humor og selvironi, men pas på med jokes og humor på andres vegne.
- Genbrug aldrig en hel tale. Tilpas altid alle dine taler til hvert nyt publikum, der er særligt.
- Hav faste nøglepunkter og pointer som din tale centrerer sig om, så budskabet kan huskes.
- Medtag vilde anekdoter, hård fakta eller overraskende tal for at skabe “What!-effekt” og interesse.
- Fastslå budskabet ved gentagelse, med forskellig sproglig opbygning og ‘modargumenter’.
- Brug metaforer og analogier der fremme forståelse og sætter tanker igang hos publikum.
- Læg retoriske spørgsmål eller spørgsmål til eftertænksomhed ind i talen.
- Ændr din stemme undervejs, eller efterlign andres, for at pirre publikum undervejs i talen.
- Lav glidende overgange og logisk sammenhæng når du går fra et afsnit i talen til et andet.
- Brug ikke ordet troværdig, men vær dygtig, moralsk og imødekommende, så ER du troværdig.
- Tag gerne elementer ud af talen, forstør dem og put dem i relation til publikums liv.
- Opsummér til sidst talens budskab og pointe, men på en ny, kreativ og anderledes måde.
- Afslut med såkaldt schwuung, højere stemme, kraftfulde ord og sætninger, der overbeviser.
Ps.
Dit skarpe øje har sikkert spottet, at der er 21 råd og ikke 20. Det er for at ‘pirre’ (som jeg også anbefaler du gør i taler). Du får derfor også et ekstra bonusråd her på falderebet (som Lasse Jensen ville have sagt i P1 Mennesker & Medier).
Pps.
Forleden sad jeg på græsset ved plænen foran Marianborg, da Helle Thorning Schmidt-Schmidt holdt båltale for fremmødte besøgende. Du får her et link til talen, der er én af Thornings bedste i hendes statsministertid. Der er to ting, du skal bide mærke i:
- Hun starter med at fortælle en historie, skabe en fælles ramme samt bruge humor og kant. Det er lige efter bogen, og det virkede rigtig godt!
- Men! Midt i talen, gør statsministeren det, politikere ofte falder for… Liiige at skulle snige noget politisk dagsorden ind i hyggen – ikke for modtagernes skyld, men for afsenderens skyld. Det virker ikke godt, fordi en båltale en en lejlighedstale og IKKE en politisk tale!
- Fra at talen således havde ét fokus, nemlig samhørighed, og fra at publikum, i alle farver, var glade og endda klappede undervejs, slog talen over i et andet budskab om skolepolitik.
Damen der sad bag mig udbrød skuffet: “Åhh nej, nu kommer det”, og dén bemærkning siger måske mere end flere blogindlæg.
Pointen er – hellere at modtagerne går hjem og siger, at det var en god tale, der slet ikke handlede om politik. End at publikum går hjem og siger, at der absolut skulle proppes politik ind i en ellers fin tale. Word of mouth er verdens stærkeste medie, men det virker begge veje!
Bonus råd om taler
Husk at taler skal leveres..! Det er ikke ordene alene, der gør indtryk, eller ordene alene der sikrer, at din tale bliver husket!
Du skal levere talen. Med passion, personlighed og forståelse for, at publikum giver dig deres tid og opmærksomhed. Derfor skal modtagerne tages alvorligt og have en god og velforberedt oplevelse.
Med andre ord: kend din tale, hav kun ét budskab, øv dig og gør det flere gange!